diblab
Egmont Højskolens Living Lab
HVAD?
diblab er Egmont Højskolens levende laboratorium for de innovative brugere (dib).
Laboratoriet spreder sig over 17.000 m2, rummer over 200 dedikerede innovatører med speciale indenfor hverdagslivet med muskelsvind, spastisk lammelse, tømmermænd og drømmen om den store kærlighed.
Vi tilbyder virksomheder at leje sig ind i laboratoriet – hvad enten det drejer sig om at udvikle nye ideer, udvikle produkter eller teste eksisterende ydelser.
Billede: Dib-lab: Et levende laboratorium- kilde www.egmont-hs.dk
HVORFOR?
Fordi vores brugere er eksperter i hvordan dine ydelser og mange andre fungerer i en hektisk hverdag – vi er eksperter i dagligdagen.
HVORDAN?
diblab tilbyder en lang række velafprøvede koncepter i alle faser af innovationsprocessen.
1. Inspiration og afsøgning
- Deltagende observation: dib-lab hjælper
Lad udvalgte medarbejdere tage en frivillig hjælper-tjans over en uge eller fjorten dage. Du vil blive overrasket hvor mange nye vinkler og inputs de kommer hjem med efter at have levet i vores hverdag.
- Observation: Tour de Egmont
Giv os et tema, en smule forberedelse og vi vil give dig og din virksomhed en dedikeret rundvisning med fokus på det udvalgte tema. Elever, hjælpere og lærere vil systematisk gennemgå og illustrere de mangfoldige brugssituationer temaet åbner for.
2. Selektion og produktmodning
- Deltagende workshop
Invitér dine udviklere til workshop i diblab sammen med hverdagens eksperter og midt i hverdagen. Tag brugerne med på råd inden du putter penge i eksempelvis produktudvikling og få gode ideer med på vejen.
- Prototype-afprøvning: Crash-test
Har du allerede en prototype og en klar forventning om hvordan den skal fungere, så send den til crash-test i diblab. Vi giver din prototype en forsmag på virkeligheden og kommer med gode ideer til forbedringer sammen med dine udviklere.
3. Implementering og markedstest
- Mobile Probes: Produkt-test i dib-lab
Har du et færdig eller næsten færdig ydelse eller et produkt, så giv diblab en forsmag på det og vi vil til gengæld integrere din ydelse i vores dagligdag på lige fod med andre ydelser. I løbet af test-perioden opsamler vi alle ideer, behov og spontane glædesudbrud i vores mobile probes system. Efter fuldendt test, får du et katalog med forbedringsforslag, rygklap til de gode ideer og et idékatalog med afledte ideer.
- Tilgængelighedspoliti
Har du ikke lyst eller lejlighed til at afprøve dine ydelser i diblab, så rykker vores tilgængelighedspoliti gerne ud til nær og fjern. Udstyret med kasketter, knipler og en løst siddende bødeblok uddeler vi advarsler og gode råd i dit nærmiljø. Bemærk! Tilgængelighedspolitiet er kendt for sin politibrutalitetJ.
HVAD KOSTER DET?
Prisen afhænger helt og holdent af omfanget og karakteren af opgaven. Vores drivkraft er innovation og ikke økonomi og vores hensigt er derfor blot at holde dib-lab udgiftsneutralt i dets aktiviteter.
Orientér dig i vores forskellige tilbud på www.diblab.wordpress.com og kontakt os efterfølgende for en uforpligtende snak om mulighederne i dib-lab.
KONTAKT OG YDERLIGERE INFORMATION
Bertil Sidenius, Head of dib-lab
Egmont Højskolen
Villavej 25, Hou
8300 Odder
+45 61657595
Download vores fakta-ark her: dib fakta-ark
